| At mødes med Thais viste sig dog at være noget af en udfordring, bl.a. fordi der var løbetræning på programmet lige den dag, hvor det ellers kunne passe. Aftalen blev derfor at ”mødes” over telefonen en torsdag aften i starten af maj. Jeg spørger Thais om hans vej ind i FS Sønderborg: ”Jeg er tilflytter fra Århus og har spillet i Nordals Boldklub i 4 år. En af mine kammerater skiftede til FC Sønderborg, hvilket også gav mig lyst til at prøve noget nyt.” Hvordan var det så at starte i FC Sønderborg? ”Det var meget anderledes og på et meget højere niveau, end jeg var vant til, men samtidig var det også meget spændende.” Hvordan fandt du din vej ind i målet? ”Ja, faktisk spillede jeg jo højre kant på det tidspunkt og nåede 2 kampe på den plads. Så skete der det, at vores målmand blev skadet. Henrik, vores træner, spurgte, om nogen havde stået på mål før og ja, det havde jeg jo, så det blev mig, der kom på mål i den næste kamp. Det gik fint, og efter nogen tid var jeg så holdets faste målmand.” Hvordan ser du forskellen mellem at være markspiller og være målmand? ”Jeg synes det er fedt at være målmand! Det er meget anderledes end at spille i marken. Man arbejder med bolden på en anden måde og skal tænke anderledes end jeg var vant til, før jeg kom på mål. F.eks. på hjørnespark skal man kunne læse spillet og forudsige, hvor man skal placere sig i forhold til angriberne.” Jeg har hørt, at du har været med til DBU-talentsamlinger? ”Ja, det er korrekt. En DBU scout (til orientering for den herom uvidende læser: en scout er en person, der spejder efter nye talenter) så mig i en kamp mod EfB og herefter deltog jeg i nogle talentsamlinger. Jeg er siden blevet valgt fra – i hvert fald i denne omgang – men det har været meget lærerigt og spændende at træne på en helt anden måde. Det har betydet meget for mig med denne udtagelse; jeg tror mere på mig selv nu.” Thais, hånden på hjertet: er det ikke af og til lidt træls med al den træning; jeg tænker blandt andet på, når det regner! ”Ved du hvad, jeg er faktisk glad for at træne! Det er dejligt at spille i FC Sønderborg, når man brænder for fodbolden.” Hvad drømmer du om i forhold til din fodbold? ”Lige som så mange andre drømmer jeg om at blive professionel. Det største er naturligvis et hold som FC Barcelona, men at blive Superligaspiller er også en drøm for mig. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg også skal have en uddannelse ved siden af fodbolden.” Interviewet nærmer sig sin afslutning. Jeg slutter af med at spørge til, hvad Thais ellers interesserer sig for andet end fodbold: ”Jeg er glad for musik – ikke mindst rap-musik.” Efter telefonsamtalen springer jeg straks til tasterne; tiden løber og interviewet skal på hjemmesiden, jo før jo bedre! Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på det underfundige i, at en skadet målmand kan være årsag til, at en markspiller kommer til DBU-talentsamling kort tid efter – som målmand! I baghovedet rumsterer tanken om, hvem der skal være månedens profil i juni. Spørgsmålet er, om én er nok. |