Jeg møder ham før træning over en kop kaffe – Olav holder sig dog fra kaffen – og starter straks med at spørge ham om hans egen fodboldkarriere og om, hvordan han fandt på at blive fodboldtræner:

”Jeg har spillet fodbold fra 6-års alderen lige som så mange andre. Jeg har altid holdt af spillet og nåede 5 kampe på EfB´s førstehold. Min trænerkarriere startede med, at jeg trænede de hold, som mine børn spillede på. Jeg havde lysten til at prøve mine ideer af i forhold til, hvordan der skulle spilles, noget der har fulgt mig gennem hele min trænerkarriere”. 

Jeg spørger ham nu om, hvorfor han synes det er sjovt at være træner – og håber at han faktisk synes, at det er sjovt:

”Jeg kan li´ at have med de unge mennesker at gøre. Høre drengerøvssnakken. Føle sig ung med de unge. Spændingen før weekendens kamp. Den der ondt i maven og adrenalinkicket under kampen. At være så meget med i kampene, som man kan, når man ikke selv er med på banen.”

Som en service overfor vore yngre spillere spørger jeg om, hvad der egentlig skal til for at komme på Jyllandsserieholdet:

”Man skal kunne lide at spille fodbold; fodboldglæden skal lyse ud af spillerne. Man skal være teknisk velfunderet, have hurtige fødder, være taktisk klog, og have spilforståelse. På holdet har vi frihed under ansvar, dvs. det er tilladt og forventes, at den enkelte spiller tager ansvar i kampene i de enkelte spilsituationer og vælger den løsning, spilleren vurderer, er den rigtige. Man skal være disciplineret og prioritere sin tid, så der både er plads til fodbolden og ikke mindst til spillerens uddannelse. Man skal huske, at fodbold er en holdsport og lægge sit eget ego lidt på hylden. Endelig skal man opføre sig ordentligt både på og udenfor banen. Det ry skal vi have i FC Sønderborg.”

Jeg spørger ham om, hvilket råd han vil give til børn generelt, der gerne vil blive dygtige til fodbold:

”Ja, udgangspunktet er jo, at man elsker fodbold. At man ikke kan lade en bold ligge; ikke engang, hvis den ligger i stuen derhjemme. At man spiller i skolegården og i fritiden, så snart det er muligt. Computeren er vores største udfordring, da børn og unge her bruger så megen tid, som de for bare få år siden brugte på fodbold. Så kære unger: Læg joystik og hvad det ellers hedder alt sammen lidt væk og gå ud og nyd samværet omkring fodbolden!”

Jeg får lyst til at høre, hvad hans 3 bedste råd er til spillere, der gerne vil være professionelle:

”Mit første råd: Udvis ydmyghed. Du kan ikke det hele, men du kan blive bedre til det hele. Tænk på Messi; han bruger stadigvæk tid på at øve indersidespark!  Mit andet råd: Tro på dig selv. Ingen – heller ikke du – er perfekt. Brug dine fejl på banen til sammen med viljen til konstant at lære til at blive en bedre spiller. Mit tredje råd:  Accepter, at du vil lide afsavn. Man kan ikke tage med gutterne i byen aftenen før en kamp. Vær villig til at flytte til en større klub, hvis det er det, der skal til.”

Interviewet nærmer sig sin afslutning. Jeg har besluttet mig for, at interviewene af ”Månedens Profil” altid skal indeholde en oplysning om den interviewede, som intet har med fodbold at gøre og som nok ikke er kendt af så mange. Jeg spørger derfor Olav, hvad det kan være i hans tilfælde. Han tænker sig om og siger så:

”Jo, jeg er udlært kommis i Guderup Brugsforening!”

På vej hjem spekulerer jeg på, hvor mange, der mon ved, hvad en kommis er. Jeg tænker også på, at fodboldens veje er uransagelige; at sporten samler mennesker med vidt forskellige baggrunde. Jeg glæder mig allerede til at komme et skridt videre i min afdækning af FC Sønderborg og spekulerer på, hvem der mon skal være ”Månedens Profil” i maj.