| F.C.SØNDERBORG -- Efb 0 - 2. (0-1) Esbjerg stillede med et stærkt hold, hvor flere spillere har haft 1. holdskampe. I første halvleg sad udeholdet på det meste, og var lige et skridt foran både i tanke og handling. FCS har også deres chancer, men var ikke skarpe nok, når der skulle afsluttes. Gæsterne ramte træværket 2 gange i løbet af 1. halvleg, så FCS var heldige med kun at være bagud 0-1 ved halvleg. ”I anden halvleg havde vi nok bolden mest og satte til tider Efb under pres. Vi fik tilspillet os et par chancer, der med lidt held havde ændret stillingen”, udtaler cheftræner Olav K. Jessen. Efb levede primært på contraer, som til gengæld også var farlige. Midt i anden halvleg øgede Efb til 2-0. Den afsluttende analyse på kampen er ifølge Olav K Jessen: ”Det er fair nok at Esbjerg vandt. Vi ramte ikke helt dagen og det var nok mest gæsternes fortjeneste. Puljens top har samlet sig i de sidste par kampe og intet er afgjort endnu. Vi skal op på hesten igen og allerede på torsdag skal vi i kamp igen. Udekampen mod Vinding skulle gerne give point (s). Vi ligger stadig i en position hvor vi selv kan afgøre om vi vil rykke op i Danmarksserien”. |