- Lidt informationer fra vores fælles overbygning.
Turnering er netop slut for alle vores hold og dermed følger en fortjent turneringspause. Men bare fordi der ikke er turnering betyder det ikke at trænere og spillere i FC Sønderborg holder pause. Der trænes vinteren i gennem, men med en lille pause på nogle uger afhængigt af hvilket hold man spiller på.
Resultaterne
Efteråret har budt på lidt af det hele i forhold til resultater. Dog vil jeg særligt fremhæve vores U15 drenge der har leveret et særdeles flot resultat, med en 3. plads i M1. Stort tillykke til drengene og deres træner, der også efter vinterpausen er at finde i M1. Desuden et stort tillykke til U19 der med en 2. plads i Mesterrækken kvalificerede sig til M1.
Idrætsklasser
Den 13. december klokken 17-18, er der på Stadion i Sønderborg infomøde om idrætsklasserne. Målgruppen er U13 og U14 spillere og deres forældre.
Uddannelse
Vi har i FC Sønderborg i gennem tiden været meget optaget af at trænerne i FC Sønderborg og i moderklubberne har uddannelse. Her i gennem har flere lokale kræfter arbejdet på at afvikle kurser i vores område. Det er lykkedes og med stor succes. Det næste kursus i rækken er en B1 der afvikles i januar/februar og som allerede nu har 29 tilmeldte. Det tyder på at alle er enige om at uddannelse er vejen frem. At der er så stor fokus på uddannelse har netop resulteret i at vi har modtaget en pris. Tillykke til alle med prisen, men endnu vigtigere er at vi fortsætter de gode takter i forhold til uddannelse af vores lokale trænere.
T-licens
Det har hele tiden været FC Sønderborgs erklærede mål at få en B-licens, så vi fast kan spille division med vores U17 og U19. Som et stort skridt i den rigtige retning har vi nu modtaget en T-licens fra DBU, som betyder at vi fast har mesterrække for vores U13-U15. Med licensen følger en række krav fra DBU om at organisationer skal opfylde. Ved at vise DBU at vi har organisationen og talentmassen på plads, håber vi at DBU snarest tildeler os en B-licensen. For at sætte det lidt i perspektiv, så kan jeg oplyse at hvis vi får en B-licens så er vi på samme niveau som SønderjyskE på ungdomssiden.
Tak
Til sidst vil jeg bare sige tak for et godt år. En særlig tak skal der lyde til alle de frivillige i FC Sønderborg, der har gjort at vi fortsat flytter os i den rigtige retning. Også en stor tak til moderklubberne. Jeg fornemmer der er større og større opbakning til vores fælles projekt, - FC Sønderborg.
Bedste hilsner
Rasmus Andreassen
Sportschef FC Sønderborg
rasmus.fcs@sonderborg.dk