779

Stuttgart-tur for FCS U14Udskriv side

  Et lille referat fra U14´s tur til Backnang i Tyskland, 3.-5. juni

D. 3. juni kl. 6.50 mødtes spillere, trænere og holdledere ved Ringriderpladsen, hvorfra vi af forældre til nogle af spillerne blev kørt til Flensborg. I Flensborg tog vi toget til Hamborg lidt over 8 og derfra videre til Stuttgart, hvorfra vi med S-toget kørte de sidste 30 km til byen Backnang. Vi var fremme ved 17.30-tiden. Efter indkvartering og aftensmad fik spillerne lige lidt træning for at få løsnet op i benene. Herudover var der åbningsceremoni med taler og velkomstgaver til de udenlandske hold.
Efter en lidt urolig nat – de andre spillere i hallen larmede til sent – var det så tid til første kamp mod nogle af de lokale helte, nemlig TSG Backnang. Kampen endte 0-0; et ærgerligt resultat, da vi burde have vundet kampen, efter at vi havde spillet bedst på nær i de første minutter. 2. kamp var mod et velspillende SV Stuttgarter Kickershold. Her tabte vi – fortjent må man vel nok sige – med 0-2. Tredje kamp vandt vi fortjent over SV 07 Elversberg med 2-0. Fjerde og sidste kamp i den indledende runde tabte vi desværre med 0 – 3 til et godt Hannover 96 hold. De 4 point rakte desværre ikke til mellemrunden; det uafgjorte resultat af kampen mod TSG Backnang kostede os ikke alene en bedre placering, men lige så vigtigt 3 mellemrundekampe.
Heldigvis blev vi om aftenen af det deltagende ungarske hold spurgt, om vi ville spille en træningskamp mod dem søndag morgen. Det ville vi naturligvis gerne og her var vi helt anderledes tændte, end vi havde været om lørdagen (måske pga. en bedre nattesøvn). Ungarerne, der var gået videre til mellemrunden, blev slået 4-0. Det var vigtigt, at vi hermed sluttede godt af, selvom det naturligvis havde været bedre at toppe i den egentlige turnering. Det skal dog også siges, at det var SV Stuttgarter Kickers og Hannover 96 fra vores pulje, der endte med at mødes i finalen.
Efter søndagens kamp, pakning og oprydning tog vi S-toget tilbage til Stuttgart. Da vi først skulle nordpå sidst på eftermiddagen, var der i programmet indlagt et besøg på Mercedes Benz museet i Stuttgart, et flot og meget spændende museum beliggende lige op ad SV Stuttgarts hjemmebane og træningsbaner.
Efter en lang tur hjem, bl.a. med en forsinkelse på ca. 1 time, ankom vi til Flensborg Banegård lidt i 3 natten til mandag, hvorfra der var forældre, der kørte os det sidste stykke hjem.
Mange tak til forældrene, der kørte os til og fra Flensborg. Stor tak til træner Henrik Steen Hansen for hans indsats på turen.

Dorthe & Torben